En grøn fodboldfans liv

søndag, september 10, 2006

Kampen imod OB

posted by Kløverhjertet at 10:59

Hvad kan man forvente af de grønklædte spillere i dagens tv-kamp imod OB?

Det er desværre et godt spørgsmål som ingen kan give et entydigt svar på.
Ser man på spillet på banen hidtil i sæsonen, så vil en kamp imod OB (som vi normalt står elendigt overfor) på udebane resultere i et bragende nederlag - måske også et nederlag på størrelse med nogle af de helt slemme lussinger som vi oplevede i 90'erne hvor vi var et elevatorhold. Men ser man istedet for på spillet på træningsbanen, og samtidig fokuserer på hvordan holdets nye spillestil er, i forhold til den gamle omstillingsprægede, så er der stor grund til optimisme.

Hvis spillerne er mentalt klar, og kan tage spillet og indstillingen fra Kirkebækvej med sig ned til Fionia park, så vil vi idag opleve et Viborg F.F. der leverer en fodboldpræstation som vil give stof til eftertanke til minimum 10 af de andre superligahold, for det man kan opleve på træningsbanen er spil og attitude på et niveau som er langt bedre end den øjeblikkelige placering indikerer.

I stærkeste opstilling, så har Viborg F.F. et hold, som kun er overgået af FC København her i Danmark - og det tror og håber jeg, at spillerne vil vise i dagens kamp.

Jeg tror på en flot kamp fra begge hold, og jeg tror at "Chris" vil afgøre kampen.
Det som bliver afgørende på banen er de to fløje, det hold som vinder der, vinder kampen, og jeg tror at vores Poulsen-brødre er bedre end OBs fløje.

Skal vi have succes og point med fra Odense, så skal spillet på fløjene fungere, og ikke mindst samspillet imellem Thomas Poulsen og Robbie Russel skal være i top, det er også de to, samt jokeren Chris som jeg mener man skal lægge mærke til i dagens kamp.